Almindeligt anvendte spændingsmetoder til tandremme
TandremTransmissionsstrukturen er normalt designet med en spændingsmetode for at sikre, at tandremmen opretholder den passende spænding under drift, hvorved en effektiv, stabil og pålidelig drift af tandremstransmissionssystemet sikres. Almindelige metoder til spænding af tandremmen i design af tandremstransmissionssystemet er som følger.
1. Parallel spændingsmetode
Spænding opnås ved at trække to synkrone remme. Der er ingen ekstern spændingsstruktur, og spændingsstrukturen er også meget kompakt. Det karakteristiske ved denne metode er, at der ikke er behov for at tilføje redundante mekanismer, hvilket kan spare monteringsomkostninger og reducere fejlprocenter. Mekaniske bevægelige dele. Jo færre, desto mere stabile er de.
2. Medial spændingsmetode
Det indrespænderullekan være et glat løbehjul uden tænder eller et synkront løbehjul med tænder. Tandoverfladen på det synkrone bælte er i kontakt med den glatte overflade på løbehjulet. Til sammenligning vil brugen af et synkront hjul have en bedre effekt, men omkostningerne vil også være højere. Derudover vil den indre spændingsmekanisme få det synkrone bælte til at stikke ud, hvilket øger pladsen, hvilket ikke er egnet til kompakte scener.
3. Ydre spændingsmetode
Den er velegnet til forhold med lav hastighed og lav acceleration. Den bruger faktisk en kombination af glidende friktion og rullende friktion. Tandremmens overflade er modtagelig for slid, hvilket resulterer i overfladeplanhed, slibning og andre problemer.
Brugen af spænderuller bør minimeres i mekanisk design, da spænderullerne i det synkrone remdrev vil have en vis indflydelse på dets levetid. Det anbefales at montere tandremmens spænderuller på den løse side af gearkassen i stedet for den stramme side for at opnå bedre resultater.
Kort sagt, når man vælger metoden til at stramme tandremmen, skal faktorer som transmissionssystemets faktiske behov, arbejdsmiljø, omkostninger og vedligeholdelseskrav tages i betragtning. Samtidig er det også nødvendigt at være opmærksom på strammemetodens indvirkning på transmissionens effektivitet og tandremmens levetid for at kunne designe strammemetoden på en rimelig måde.
